Når du bliver stor

Jeg har jo sådan et barn der aldrig rigtig har været så vild med det der, der hedder at sove. Det interesserer hende simpelhen bare ikke. Jeg har haft hende mistænkt for siden hun var baby, at kun lige akkurat sove det hun har brug for, og så det ellers op og igang. Jeg husker tydeligt da hun startede i vuggestue, hvordan håret stod ud til alle sider på pædagogerne. For de forstod simpelhen ikke at hun kunne opretholde det energi niveau hun lagde for dagen, men det mængde søvn hun fik. Hun har fart på. Og så tror jeg også bare de synes det var ret belastende at bruge enorme mængder tid på at få hende til at sove og så kunne hun finde på at sove 45 min. man følger jo næsten hun tager pis på en! 

Det har virkelig været en kæmpe udfordringer og noget af en hård nysere, for mit sove hjerte, at hun aldrig rigtig har været så vild med at sove. For jeg kan rigtig godt lide at sove, slappe af, hvile mig, hygge mig, alt der indbyder til at tage dynen i brug. Hun er dog med tiden blevet langt bedre til at sove eller slappe af her hjemme men også i vuggestuen. Det vil sige indtil nu. Hun har nemlig besluttede sig for at man ikke sover middagslur længere, Bevars man er vel 2 år! I stedet er hun blevet en helt ørn til yoga, har jeg fået fortalt, og viser vist med en vis glæde alverdens yogastillinger til hendes pædagog. Det har vi brugt meget tid på at grine af. Jeg græder! Det griner vi også lidt af i vuggestuen. Hun er rigtig fin hendes pædagog og hun sagde noget rigtig smart til mig den anden dag. Hun sagde skriv et brev, en todo liste, til dig selv, som du kan tage frem når hun bliver teenager og sover hele tiden.  Jeg har ellers været fristede til at det var her jeg kunne få min hævn  og væk hende hele tiden. Det andet lyder bare så meget smartere i forhold til hvad jeg vil få ud af det

Nå men her er min to do liste.

  1. Drik vin og meget vin der er ingen at stå op til. YES!
  2. Serie søndag. En hel dag på sofaen. Say WHAT
  3. Læse uendelig mange blade, sluge dem råt, hvem ved måske jeg også nupper en bog.
  4. Gå til alverdens ferniseringer, udstillinger, mad smagning, vin smagning eller what ever, bare fordi jeg endelig kan.
  5. Måske endda gå i biografen og se en eller anden ligegyldig splatter film.
  6. Skrive en seddel; Der er mad i køleskabet, her er lidt lomme penge. Mor er smuttede til Paris.
  7. Spise en bøf. altså hvor jeg kan nå at tygge den.
  8. Stille alle mine dimser og kaktusser i børnehøjde
  9. Planlægge hvilken storby jeg nu skal for at shoppe og sidde på cafe all day and night. Ingen der skal puttes, skiftes, have mad, sove, lege ….
  10. Nyde solnedgangen, alt imens jeg husker mig selv på at nyde, jeg nu har en stor pige

IMG_6085

IMG_6217 IMG_0982IMG_6681IMG_6763

   

om at finde balance

Jeg læste for en stund tid siden et blogindlæg om det at være mor, ikke bare det at være mor, men om det høje præstationsniveau nogen ligger for dagen. Det blev med god selv ironi sat op i forhold til middelmådighed og manglende ambitioner. Jeg klappede en lille smule i mine hænder af lykke, da jeg læste indlægget. For jeg synes ærlig talt det var ganske befriende at hører en anden beskrive, hvordan hun næsten taber pusten af alt det der skal gøres og opnåes. For det gør jeg! Jeg synes bare det at komme i tøjet kan være noget af en opgave. Jeg når aldrig rigtig meget længere end til det fra igår eller ikea posen med det rene vasketøj. Jeg siger ofte til mig selv, når jeg altså en sjælden gang lige husker at kigge i spejlet inden jeg går ud af døren, imorgen finder du lige noget smartere tøj. Det er bare ligesom om der altid er en skraldepose der skal ned, en opvask der kalder, noget mad der skal laves og så tænker jeg imorgen, imorgen, imorgen …. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ekstremt dårlig til at tage sig af mig selv på alle tænkelig måder. Det skal der selvfølgelig laves om på og det var egentlig mit eneste mål for 2016. Jeg havde det strålende med at være uambitiøs og middelmådig. Eller det var indtil jeg læste hende den skønne Cana skrive om netop det at være mor, men samtidig også være kvinde. Hun skriver smukt “jeg vil squ’tte finde mig i at være sløset og uambitiøs, bare fordi jeg er blevet nogens mor” 

Begge indlæg har virkelig fået mig til at tænke over hvad det egentlig er for noget, det her med at være nogens mor og hvordan får man det hele til at gå op. Hvis I sidder der ude og har fundet ud af det, så please giv et hint for jeg tænker stadig! Ikke desto mindre er jeg kommet frem til at jeg mit mål er at finde en bedre balance mellem mig og det at være mor. Jeg er en god og kærlig mor som hele tiden ønsker at blive bedre. Jeg forsøger hele tiden at blive bedre! Men jeg er også nogen gange bare Tanja og det ok, det gør mig ikke til en dårligere mor.

Det der gjorde det største indtryk på mig, var dog hvordan hun skriver, at det at gå forreste i jagten på egen lykke og nå egne mål, ikke gør en til en dårlig mor, tværtimod. Men at det jo nettop også er en af de ting vi skal lære børnene, altså at gå efter deres drømme og opnå deres mål. Det satte noget i gang hos mig, selvom jeg først blev en lille smule irriteret eller måske endda lidt provokeret. Efter at have tænkt en del over det, giver det helt så  fantastisk meget mening. For er der noget jeg vil have så er det at cirkusprinsessen ved at hun kan opnå alt hun vil i verden … hvis hun kæmper og arbejder for det. Pludselig gav det mening det hun skrev, at det jo er vigtigt vi som mødre har vores egne mål, vores eget liv at værdsætte, at det ikke gør os til dårlige mødre at vi nogen gange prioriterer neglelak over togbaner. Derfor har jeg besluttede at jeg vil være ambitiøst i 2016 for min skyld men så sandelig også for Havannas skyld.

p.s jeg synes begge indlæg var helt igennem fantastisk inspirerende skrevet. Jeg vægter ikke den enes tanker højre end den anden, for jeg synes helt ærligt også nogen gange vi mødre skulle give os selv et klap på skulderen. For er der noget vi gør så er det knokler.

 

IMG_2490

kender du det …

Kender du det, når alt bare går galt?! sådan har jeg haft det den sidste uge. Alle mine store planer gået i vasken eller sådan føles det. Jeg havde en masse planer for hvad jeg skulle nå i denne uge, for efter en meget lang juleferie trænger hjemmet og alle andre virkelig til at det sker noget. I stedet har jeg haft en syg cirkusprinsesse som har krævet min tilstedeværelse 24/7. Jeg har bare ikke sådan et barn der lige kan dimse rundt og underholde sig selv, imens mor lige ordner noget på computeren. Faktisk er det der med at tænde computeren ikke en mulighed. Det udløser øjeblikkeligt små finger ved tastaturet, efterfulgt at vredesudbrud når mor siger nej, altså vi kan ikke lide ordet nej. Jeg kan allernådigst bevæge mig ud i køkkenet, alene, for at producerer et måltid til damen. Det kan dog også udløse flere forskellige meltdown hvis jeg er alt for langsom, hvad jeg ofte er. Idag var hun heldigvis frisk nok til at komme afsted i vuggestue og det var vist lykke for os begge. Det var med kys og kram det øjeblik vi kom ind, til pædagogerne, mor fik hej hej, så jeg smuttede med god samvittighed. Nøj, hvor kan man få produceret meget, når der ikke hænger en to-årig om benet. Jeg har langt om længe kunne få tid til at få gang i min nye telefon, og så kunne man jo lige samtidig få ryddet op i gamle billeder og glemte huske sedler og hvad man nu ellers har liggende. Jeg fandt disse billeder fra i sommers er hun ikke bare vidunderlig! Er altså ret vild med hende

IMG_9917 IMG_9919 IMG_9920 IMG_9921 IMG_9923

   

Hej 2016!

Mig og Cirkusprinsessen er en ny start, en ny begyndelse. Og som oftes begynder en ny start med at give slip på noget gammelt. Jeg giver slip på hvad der var før for at give plads til fremtiden, jeg vil gå nye veje, finde ny inspiration men mest at alt vil jeg nyde det. Nyde livet her og nu som det er! Jeg snakker selvfølgelig om livet før og efter børn. Nogle kvinder ved bare hele deres liv at de vil være mødre, nogle kæmper i årevis for at få den lille baby bum til at ske, for nogle kommer moderskabet naturligt, det er der det øjeblik de opdager at de er gravide. For mig var moderskabet en skræmmende ting og jeg kan stadig blive overvældet af frygt. Ser du jeg har aldrig rigtig tænkt at det skulle ske og da slet ikke at jeg skulle være alene om det altså helt alene. Jeg havde det derfor meget ambivalent med at skulle blive mor men det øjeblik hun kom var det kærlighed som var kærlighed et drug. Jeg kunne ikke få nok af hende, jeg ville være tæt på hende hele tiden. Men det at omfavne og værdsætte hele det ansvar der følger med moderskabet har været forbundet med ren mind fuck, pludselig kan man ikke længere slippe afsted med at være egoistisk, uorganiseret, festtøs, der kaster penge til højre og venstre på alt hvad hjertet begærer. Pludselig kan jeg ikke længere bare lade det snavset service stable sig op ude i vasken, man kan ikke længere bare lige rejse, stikke af, fra kulden, fra livet nej pludselig har man et ansvar. Ansvar! Og jeg siger det lige igen Ansvar! Det er det der ansvar, der til tider overvælder mig med frygt, så meget at jeg glemmer at bare nyde livet her og nu. Jeg ser frem til 2016 og alle de udfordringer det vil bringe, men jeg vil i stedet for at lade mig overvælde af frygten nyde her og nu. Der vil altid være dage med forhindringer og prøvelser men jeg vil forhåbentlig vokse som mor og blive ved med at lære hvordan jeg kan klare tingene på den mest positive måde. Godt Nytår! Og tak fordi du læste med. 

IMG_2272